Vit kunnu orðna fyri eini fosturtøku!
10. juni 2016


Um mišjan oktober sķšsta įr, fóru eg og Brandur so spent ķ skannaran at sķggja lķtla undriš, sum alsamt vaks innan ķ męr. Eg var komin góšar 20 vikur, og talan var um "misdannelsesscanning”, sum veršur bjóšaš barnakonum her ķ Danmark. Vit vóru spent. Hetta fór at vera ein serlig lųta, tķ Brandur hevši ikki veriš viš til fyrru skanningina.


Lųtan var serlig. At sķggja barniš fekk okkara kęrleika fyri tķ at vaksa. Kęrleikin gjųrdist djypri. Alt sį eisini gott śt. Barniš varš kannaš śt ķ ęsir. Vit fingu at vita, at neyšugt var at bķša viš at kanna beinini til sķšst, av tķ at barniš hevši beinini ķ einari óhepnari stųšu. So įšrenn vóršu hjarta, blųšra o.a. kannaš. Taš var nakaš heilt serligt at sķggja hjartaš banka. Hjartaslįtturin var góšur, sųgdu tey. Hini gųgnini, sum vóršu kannaš, vóru eisini góš. Myrkur skķggi lį į blųšruni. Vit fingu at vita, at hetta var gott, tķ taš merkti, at barniš var fariš at svųlgja fosturvatn, sum sķšani fór vķšari gjųgnum kroppin. Vit fegnašust, tķ vit sóu, at okkara barn var vęl skapt. Tį iš einki annaš var eftir, varš aftur byrjaš at kanna beinini. Stųšan varš tann sama. Eg mįtti upp at hoppa og svinga, soleišis at starvssfólkini fingu eina betri stųšu. Einki batti. Stillisliga fingu starvssfólkini į stovuni lirka eitt annaš starvsfólk inn ķ stovuna. Mķn illgruni vaks. Mundi taš nś vera taš, sum eg helt? Eg lat sum einki, men fekk stutt eftir stašfest, at so var. -Taš sęr śt til at hųgri fótur į barninum er ein klumfótur, segši starvsfólkiš. -Vit hava skaffaš tęr eina tķš hjį yvirlęknanum, sum skal stašfesta hetta. Eg hevši rętt, og fekk ein klump ķ hįlsin, gjųrdist kedd. Vit bęši gjųrdust kedd, tķ okkara barn bar brek.


Vitjanin hjį yvirlęknanum var stutt. Stašfest varš, at talan var um ein klumpfót. Lęknin metti, at vit skuldu fįa eina nżggja tķš skjótast gjųrligt. Hetta fyri at vit skuldu koma at tosa um teir mųguleikar, sum vit nś hųvdu. Vit takkašu fyri tilbošiš og komu tķskil aftur til sama lękna tveir dagar eftir. Vit fingu ein hvųkk, tķ hetta fór als ikki fram į tann hįtt, sum vit hųvdu vęntaš. Lęknin greiddi frį, at av tķ at taš var stašfest, at barniš hevši klumpfót, so męlti hann til, at fosturvatniš varš kannaš. Hetta skuldi gerast fyri at stašfesta, um barniš bar fleiri brek. Vit vóru jalig. Spurdu inn til, hvųrji brek talan so var um og um hvussu stašfestingin ķ móšurlķvi fekk hjįlpt okkara barni. -Ber til at višgera hesi brekini ķ móšurlķvi? spurdu vit. Nei, var svariš. -Hvussu stór eru lķkindini fyri, at barniš ber umtalašu brek? spurdu vit vķšari. Svariš var, at lķkindini vóru minni enn lķkindini fyri spontari fosturtųku vegna fosturvatnskanning. Vit skiltu einki. Spurdu, hvķ vit so skuldu kanna barniš nęrri, um taš kortini onga hjįlp fekk. Soleišis sum vit skiltu taš, so kundi ein blóšroynd eftir fųšing eisini stašfesta, um nakaš var gališ - og ein slķk blóšroynd setur jś ikki lķviš hjį okkara barni ķ vįša. Svariš, vit fingu frį yvirlęknanum, skelkaši okkum: -Vit ynskja at kanna barniš nęrri, tķ um nakaš er gališ, so kunnu vit fremja eina fosturtųku. Fosturtųku? hugsaši eg skelkaš og eitt sindur ill. Fyri nakaš so meinaleyst sum klumpfót, sum eg annars havi kent til alt mķtt lķv? Taka okkara barn, sum vit fyri tveimum dųgum hųvdu sęš hjartaslįtturin hjį? Vit fingu at vita, at hetta var ein avgerš, sum hevši skund, tķ eg longu var komin góšar 20 vikur og talan tķskil var um eina seina fosturtųku.


Vit takkašu nei. Yvirlęknin nikkaši. Segši, at um vit veruliga ynsktu barniš, so kundi hon geva okkum eina tilvķsing til deildina, sum tekur sęr av bųrnum viš klumpfóti. - Hvķ kemur handa upplżsingin ikki fyrr enn nś? hugsaši eg illa viš og legši til merkis, at sjśkrasysturin, sum eisini var til stašar undir hesi samrųšuni, andaši lęttan.


Ķ dag, 3. juni, er altjóša dagur fyri klumpfót, og taš er tķ, eg deili okkara sųgu. Okkara sonur varš fųddur tann 9. mars, og er ķ dag nęstan 3. mįnašir gamal. Gamanķ fekk hann eina haršari byrjan upp į lķviš ķ mun til nógvar ašrar nżfųšingar. Gamanķ var taš hart sum foreldur at sķggja sonin fįa gips į beiniš sum bert 8 dagar gamal og verša lagdur undir skurš bert ein mįnaš gamal. Og ja, taš er eitt sindur av baksi nś, av tķ at hann skal vera ķ skinnara 24/7. Men hevši eg viljaš veriš sonin fyri uttan? Nei! Tķbetur eru taš ikki ųll, sum einans sķggja brekiš. Til ber til endans at endurgeva okkara góšu heilsusystur, sum skrivaši soleišis um sonin: Drengen er fin og velskabt (…) Har klumpfod. Eg kundi ikki veriš samdari. Okkara sonur er vęl skaptur, og eg elski at vakna av hansara smķli og prįti hvųnn morgun - og um nųkur įr veršur fóturin at meta sum ein vanligur fótur.



Helena Kannuberg

Facebook

3 juni 2016






 


388 ”likes” og deilt 215 feršir į FB!  

Takk fyri, Helena, at tś stendur fram - og loyvir okkum at deila tķna sųgu her į okkara sķšu.